Økologi og global fødevareforsyning
FN’s verdensmål nr. 2 ”stop sult” sætter mål for, at vi på verdensplan skal udrydde sult, opnå fødevareforsyningssikkerhed samt globalt set sikre bedre ernæring og et mere bæredygtigt landbrug. Mange forskellige værktøjer og strategier skal i spil for at nå i mål. Her kan økologisk produktion på flere områder komme til at spille en væsentlig rolle i forhold til at indfri FN’s Verdensmål nr. 2.
Vi er i dag over 8 milliarder mennesker på jorden, heraf skønnes cirka 800 millioner mennesker at sulte. I 2050 forventes klodens befolkning at være vokset til 9,6 - 9,8 milliarder mennesker, som alle har behov for tilstrækkelig fødevareforsyning. FN’s Verdensmål nr. 2 ”stop sult” sætter mål for, at vi på verdensplan skal udrydde sult, opnå fødevaresikkerhed samt globalt set sikre bedre ernæring og et mere bæredygtigt landbrug. Det er en stor udfordring at løse, og mange forskellige værktøjer og strategier skal i spil for at nå i mål.
Produktion, udnyttelse og fordeling af fødevarer er tre vigtige forhold, når det gælder om at øge verdens fødevareforsyning til en voksende befolkning. Det handler bl.a. om udviklings- handels- og landbrugspolitik, produktion af fødevarer, valg af produktionsformer, valg af afgrøder, naturens bæreevne, klimaforandringer og meget mere.
Læs mere om Mål 2: Stop sult | Verdensmålene.dk
Fødevaresikkerhed og fødevareforsyningssikkerhed
Begrebet fødevaresikkerhed kan have to betydninger.
1) Det kan referere til, at den mad vi spiser, skal være så sikker som overhovedet muligt. Det til sige, at man fra producenter og myndigheders side gør alt for, at maden ikke indeholder sygdomsfremkaldende bakterier eller uønskede reststoffer.
2) Fødevaresikkerhed bruges også som synonym for fødevareforsyningssikkerhed, der handler om forsyning med fødevarer og det enkelte menneskes adgang til sunde og nærende fødevarer.
I teksten her anvender vi begrebet fødevareforsyningssikkerhed, når vi taler om, hvordan vi sikrer mad nok til alle i fremtiden.
Fødevareforsyningssikkerhed
Fødevareforsyningssikkerhed handler om at sikre en tilstrækkelig forsyning af fødevarer til det enkelte menneske. Fødevareforsyningssikkerhed er ikke alene baseret på verdens samlede produktion af mad. Faktisk producerer vi i verden reelt tilstrækkeligt mængder af fødevarer til at mætte verdens befolkning. Alligevel er der flere hundrede millioner mennesker, der sulter eller er fejlernærede. Det er der mange forskellige årsager til:
- Fattigdom og manglede købekraft til fødevarer eller muligheder for selv at dyrke fødevarer.
- Krige og flygtninge, hvor konflikter reducerer eller ødelægger lokale fødevareproduktioner.
- Vejr og klima har i stigende grad store negative konsekvenser for den lokale fødevareproduktion forskellige steder i verden, når ekstremt vejr som f.eks. tørke eller oversvømmelse oftere og oftere rammer udsatte områder.
- Manglende investeringer i landbruget og dermed i fødevareproduktionen. F.eks. manglende infrastruktur eller upålidelig vandforsyning.
- Madspild. Det anslås, at en tredjedel af verdens fødevarer aldrig bliver spist. For eksempel fordi fødevarerne bliver ødelagt under opbevaring, eller fordi fødevarerne går tabt i forbrugsleddet – en problemstilling som særligt gør sig gældende i den vestlige verden.
”Der produceres globalt set allerede kalorier nok til alle mennesker, men organisering og prioritering af arealer halter.” – Professor Marie Trydeman Knudsen, Aarhus Universitet, sagt på Økologikonges 2025.
Mindre fattigdom, en bedre og mere sikker lokal fødevareproduktion og et reduceret madspild i hele værdikæden er blandt de indsatser, der kan bidrage til at løse nogle af de aktuelle problemer med global fødevareforsyningssikkerhed. FN's fødevare- og landbrugsorganisation (FAO) lister flere indsatsområder i indsatsen mod sult, som er store, komplekse og indbyrdes afhængige faktorer. Læs her FAOs indsatsområder mod sult.
Et stigende befolkningstal og ændringer i sammensætningen af vores diæter - som flere steder i verden f.eks. i Kina og Brasilien går i retning mod et øget kødforbrug - gør, at behovet for global fødevareproduktion er stadigt stigende.
Fattigdom og manglende investeringer i landbrug og den tilhørende infrastruktur er nogle af årsagerne til at flere hundrede millioner mennesker på globalt plan dagligt må gå sultne i seng.
Hvad skal vi spise?
Vores spisevaner varierer betydeligt afhængigt af, hvor i verden vi bor. En af de største forskelle ses i forbruget af kød og andet animalsk protein.
I Nordamerika og Australien ligger det årlige kødforbrug på over 120 kg pr. person, i Sydamerika er det også højt. I Brasilien ligger det på cirka 99 kg kød pr. person pr. år.
Også i Europa er det gennemsnitlige kødforbrug fortsat relativt højt, men der ses et fald i flere lande. De seneste opgørelser viser et gennemsnit på omkring 64–80 kg kød pr. person pr. år, afhængigt af, hvilken metode man bruger til at opgøre forbruget.
I Asien er der store variationer. Kina har det gennemsnitligt kødforbrug for eksempel på omkring 60 kg kød pr. person om året, mens forbruget i Indien er markant lavere og ofte anslås til under 10 kg pr. person pr. år. Det skyldes bl.a. udbredte vegetariske kosttraditioner. I Afrika er det gennemsnitlige kødforbrug ligeledes betydeligt lavere end det globale gennemsnit, og mange lande har et forbrug på under 20 kg pr. person om året.
Generelt kræver produktionen af animalske fødevarer langt mere landbrugsareal end produktionen af vegetabilske fødevarer, da husdyrproduktion også forudsætter store arealer til dyrkning af foder.
Den globale udvikling i kostvaner har derfor stor betydning for, hvor mange animalske og vegetabilske fødevarer der skal produceres. Sammensætningen af kosten – og især balancen mellem animalske og vegetabilske fødevarer – er således afgørende for, hvor meget ekstra landbrugsareal der vil være nødvendigt for at producere tilstrækkeligt med mad til Jordens voksende befolkning.
Potentialer for at øge fødevareproduktionen i marken
Der arbejdes konstant på at forbedre udbytterne i landbrugsproduktionen, både i den økologiske og i den ikke-økologiske produktion. Men i vores del af verden er forskellen på den aktuelle produktion og den potentielt mulige produktion på markerne ikke særlig stor. Hvorimod udbytterne i andre dele af verden er så lave, at der her er markante muligheder for at øge dem.
Udbytter varierer mellem forskellige afgrøder, men generelt høstes der i Danmark i økologisk landbrug typisk 70–80 % af udbyttet i konventionelt landbrug. Denne forskel kan blandt andet forklares ved en lavere tilførsel af næringsstoffer samt mere begrænsede muligheder for ukrudts- og skadedyrsbekæmpelse i økologisk produktion. Samtidig kan økologiske dyrkningssystemer have fordele i form af forbedret jordstruktur, øget biodiversitet og en lavere miljøbelastning, hvilket gør vurderingen af produktionsformer kompleks.
Hvis der i Danmark skal produceres samme mængde kalorier pr. hektar i økologisk som i konventionelt landbrug, forudsætter det enten et øget fokus på afgrøder med højt udbytte under økologiske dyrkningsforhold eller en ændring i forholdet mellem animalsk og vegetabilsk produktion. Da animalske fødevarer generelt kræver mere landbrugsareal end vegetabilske fødevarer, kan en mere plantebaseret fødevareproduktion bidrage til at reducere presset på landbrugsarealerne.
I en global sammenhæng er dette centralt, fordi mulighederne for at udvide det samlede landbrugsareal er begrænsede af hensyn til klima, biodiversitet og naturbeskyttelse. Fremtidens fødevareproduktion afhænger derfor ikke kun af teknologiske forbedringer i marken, men også af hvordan kosten sammensættes, og hvordan det eksisterende landbrugsareal udnyttes mest effektivt for at sikre fødevarer til en voksende verdensbefolkning.
I den vestlige del af verden er de faktiske høstudbytter tæt på de potentielt mulige udbytter. I udviklingslande er der typisk langt mellem de reelle høstudbytter, og hvad der potentielt er mulighed for at høste.
Fordele ved økologiske og agro-økologiske dyrkningsmetoder i udviklingslande
Hvor udbytterne i økologisk landbrug i højindkomstlande generelt ligger lavere end i konventionelt landbrug, peger nyere forskning på, at økologiske og agro-økologiske dyrkningsmetoder kan øge udbytterne betydeligt i mange udviklingslande. Det gælder især i områder, hvor den nuværende fødevareproduktion ligger langt under det potentielle niveau på grund af udpinte jorde, begrænset adgang til gødning og ustabile klimaforhold.
Nyere rapporter fra FAO, IPES-Food og UNEP viser, at agro-økologiske produktionssystemer på småbrug i tropiske egne kan føre til markante forbedringer i både udbytte, jordfrugtbarhed og udbyttestabilitet. Meta-analyser og regionale studier dokumenterer udbytteforbedringer på typisk 30–80 procent sammenlignet med meget lavinput-konventionelt landbrug, og i visse tilfælde endnu højere, afhængigt af afgrøde og lokale forhold.
Vidste du, at...
Små landbrug spiller en central rolle i den globale fødevareproduktion. Ifølge FAO er omkring 84–85 procent af verdens landbrug mindre end 2 hektar, og småbønder står for en meget stor del af fødevareproduktionen i Afrika syd for Sahara og Asien. For disse producenter er agro-økologiske metoder ofte mere tilgængelige end kapital- og inputtunge løsninger, da de i højere grad bygger på lokal viden, biologiske processer og forbedret jordforvaltning.
En afgørende faktor for udbytteudvikling i mange udviklingslande er jordens frugtbarhed. Tropiske jorde er ofte meget gamle, næringsfattige og udsatte for erosion. Her kan agro-økologiske dyrkningsprincipper såsom opbygning af organisk materiale, sædskifter, efterafgrøder og integreret husdyrbrug forbedre jordens struktur, evne til at holde på vand og jordens kulstofindhold. Samtidig kan øget diversitet i afgrøder og sorter styrke modstandsdygtigheden over for tørke, skadedyr og klimavariation.
Da en stor del af verdens befolkning med fødevareusikkerhed lever i områder med lave udbytter, kan produktivitetsforbedringer i disse systemer få stor betydning – ikke blot for den globale fødevareproduktion, men især for lokal fødevaresikkerhed, indkomst og modstandsdygtighed over for klimaforandringer.
Vidste du, at...
En helt afgørende faktor for landbrugsproduktion er jordens frugtbarhed. I Danmark har vi ”unge”, humusholdige og frugtbare jorde, der er dannet efter sidste istid for 10-12.000 år siden. Modsat har man i mange udviklingslande, typisk beliggende i troperne, jorde, der er millioner af år gamle. Det er jorde, som ofte er udpinte og langt mindre frugtbare end danske jorde. På disse jorde kan de økologiske dyrkningsprincipper i mange tilfælde øge udbytterne betragteligt
Agro-økologiske metoder
Agro-økologiske metoder bygger på samspillet mellem levende organismer i og omkring landbrugsmarken. Det handler om at tænke jord, planter, dyr og insekter sammen, så afgrøderne kan vokse, samtidig med at jorden bevarer sin frugtbarhed på lang sigt.
En vigtig del af agro-økologi er at dyrke flere forskellige afgrøder i stedet for kun én. Når markerne er mere varierede, mindskes problemer med plantesygdomme og skadedyr, som ofte er specialiseret i én bestemt afgrøde. Et eksempel herpå er samdyrkning af majs og bønner på samme mark. Selvom udbyttet af hver enkelt afgrøde kan være lavere, giver det samlet set en mere stabil og robust fødevareproduktion fra år til år. Bælgplanter som bønner har desuden den fordel, at de binder kvælstof fra luften og tilfører det til jorden. Det forbedrer jordens næringsindhold og reducerer behovet for kunstgødning.
Agro-økologiske metoder omfatter også brugen af organisk gødning, såsom husdyrgødning og planterester. Det øger jordens indhold af kulstof og forbedrer strukturen. En god jordstruktur gør, at jorden bedre kan holde på vand og næringsstoffer og ikke så let skylles væk ved kraftig regn. Når jord skylles væk fra marker, kaldes det erosion, og det er et stort problem i mange områder med kraftige regnskyl.
En alsidig, økologisk produktion
Når landbrug drives efter økologiske principper – dvs. uden brug af syntetiske pesticider og kunstgødning og med fokus på jordens sundhed, biodiversitet og naturlige kredsløb – skabes der gode rammer for et dyrkningssystem med stor variation i afgrøderne. Økologisk drift fremmer biodiversitet i og omkring markerne, da den understøtter et rigt samspil mellem planter, insekter, mikroorganismer og andre nyttedyr.
Derudover peger en række studier på, at økologiske dyrkningssystemer i mange tilfælde kan have klima- og miljømæssige fordele. Jord i økologiske systemer indeholder ofte mere organisk materiale, hvilket kan øge kulstoflagringen i jorden og samtidig forbedre jordens struktur. En bedre jordstruktur øger jordens evne til at holde på vand, hvilket gør afgrøderne mere modstandsdygtige over for tørke og uregelmæssig nedbør – forhold, som forventes at blive mere udbredte i takt med klimaforandringerne.
Samlet set betyder kombinationen af alsidig afgrødeproduktion og økologiske dyrkningsprincipper, at landbruget i mange tilfælde kan blive mere robust over for klima- og miljømæssige risici. Økologisk produktion kan dermed bidrage til langsigtet bæredygtighed gennem forbedret jordkvalitet, øget biodiversitet og større modstandsdygtighed over for ekstreme vejrhændelser. En alsidig, økologisk produktion kan betragtes som en form for klimamæssig risikospredning i mødet med fremtidens mere usikre vejr- og miljøforhold.
Tab af fødevarer – et stort globalt problem
Når en voksende verdensbefolkning skal brødfødes, er det afgørende ikke kun at fokusere på at producere mere mad, men også på hvordan de fødevarer, der allerede produceres, udnyttes mere effektivt. I dag går store mængder mad tabt i hele værdikæden fra jord til bord.
Ifølge nyere opgørelser fra FAO går omkring en tredjedel af al produceret mad i verden tabt eller bliver spildt, hvilket svarer til ca. 1,3 milliarder tons fødevarer om året. Det globale gennemsnit svarer til omtrent 120–130 kg madspild pr. person om året, men fordelingen varierer betydeligt mellem regioner.
Læs her mere om FAO’s arbejde for at reducere madspild i verden.
Madspild forekommer i alle dele af verden, men årsagerne er forskellige. I mange udviklingslande sker tabet primært tidligt i fødevarekæden. Det vil sige under høst, transport og oplagring, hvor mangelfulde lagerfaciliteter og infrastruktur betyder, at fødevarer ødelægges, før de når forbrugerne.
I højindkomstlande som Danmark sker størstedelen af madspildet derimod sent i kæden – især i detailhandlen og i private husholdninger.
Mange steder i kæden fra jord til bord sker der tab af fødevarer. I de vestlige lande er det særligt tab og spild i forbrugerleddet – både i butikker og i de private husholdninger, der gør sig gældende, mens madspild i udviklingslande i høj grad sker i forbindelse med dårlige oplagringsfaciliteter.
Madspild er derfor ikke kun et spørgsmål om fødevareproduktion, men også om adfærd, logistik og forbrugsmønstre. En reduktion af madspild kan bidrage væsentligt til at forbedre den globale fødevaresikkerhed og samtidig mindske presset på landbrugsarealer, klima og naturressourcer.
I Danmark er madspild blevet kortlagt i flere undersøgelser. Nyere opgørelser viser, at husholdningerne står for den største andel af madspildet, efterfulgt af detailhandel og fødevareproduktion. Derfor er der i de senere år iværksat en række initiativer for at reducere madspild, blandt andet gennem oplysning, ændrede mærkningsordninger og bedre udnyttelse af overskudsmad. Et eksempel er civilsamfundsorganisationen Danmark mod Madspild, som arbejder for at mindske madspild gennem kampagner og samarbejde med virksomheder.
Samlet set viser madspildsproblematikken, at en mere bæredygtig fødevareforsyning ikke kun handler om hvad og hvor meget vi producerer, men i høj grad også om i udviklingslande at undgå tab umiddelbart efter høst - og højindkomstlandet at bliver bedre til ikke at have så stort madspild i forarbejdningen, i butikkerne og ikke mindst hjemme hos os selv.
Vidste du, at...
- FAO er FN’s fødevare- og landbrugsorganisation
- FN-organisationer som UNDP og WHO også arbejder med sult, sundhed og fødevaresikkerhed
- Reduktion af madspild er et af FN’s Verdensmål (mål 12.3)