En økologikontrollør på arbejde på et landbrug


Én gang om året får økologiske landmænd besøg af en økologikontrollør. Kontrolløren ser de økologiske landbrug efter i sømmene og tjekker, at alle økologiregler bliver overholdt ude på gårdene. På den måde er de med til at sikre, at Ø-mærket holder, hvad det lover. Økologikontroller kan enten være anmeldte kontrolbesøg eller uanmeldte stikprøvekontroller.


 

Et årligt besøg

Alle økologer får besøg af økologikontrollen mindst én gang om året. Forud for et kontrolbesøg sender kontrolløren et brev ud, der fortæller, hvornår bedriften vil få besøg. I brevet står der også, hvilke papirer landmanden skal have fundet frem, og hvad de sammen skal gennemgå.

Et kontrolbesøg foregår stille og roligt. Økologerne er vant til det, og de ved, at når de vælger økologien, så er kontrollen en del af det, de siger ja til. Økologikontrollen bidrager til at værne om økologiens troværdighed.

Landmanden adviseres normalt om kontrolbesøget for at gøre kontrollen mere effektiv. Så kan de nå at finde alle relevante bilag frem, og kontrollørerne slipper for at køre forgæves.

Men ikke alle besøg er aftalte på forhånd. En gang i mellem foregår der også uanmeldte besøg på de økologiske gårde. Det vil sige, at landmanden ikke på forhånd ved, at der kommer en kontrollør og tjekker forholdene netop denne dag.

 

Sådan foregår et kontrolbesøg

Kontrolbesøget starter som regel rundt om spisebordet over en kop kaffe, hvor landmand og kontrollør sammen gennemgår relevante bilag for markdriften og dyreholdet og ser på markkort.  Landmanden skal kunne fremvise regninger og bilag, der dokumenterer, at alt, der købes ind og sælges, overholder de økologiske regler.

 

En tur i marken

Efter en snak indenfor og en gennemgang af bilagene går turen udenfor til mark og stald. Her tjekker kontrolløren, at markerne ikke er behandlet med kemi og at forholdene matcher økologireglerne. For eksempel at såsæden ikke er bejdset. Det er nemlig forbudt i økologien.

Vidste du, at...

Man bejdser såsæd (frø) med kemiske midler for at ødelægge svampesporer og vira, der kan findes i frøet og som vil kunne skade udbyttet. Bejdsning er ikke tilladt i økologien.

Kontrolløren tjekker også landmandens forbrug af husdyrgødning. Landmanden skal kunne dokumentere, hvad han har brugt af organisk gødning fra sin egen bedrift, og hvad han evt. har købt af naboer. Ligesom kontrolløren tjekker i bilagene, at der ikke er brugt mere gødning end økologireglerne tillader, og at de generelle gødningsregler overholdes.

 

Dyrevelfærd

I stalden kontrollerer kontrolløren, at alle økologiens velfærdsregler er overholdt, og at dyrenes adfærdsmæssige og fysiologiske behov tilgodeses.

Der bliver set efter om dyrene har nok strøelse, at de alle har en plads at ligge på, at kalvene har mulighed for at opfylde deres naturlige suttebehov ved fx at gå sammen med ammetanter, og at dyrene er ved godt huld. Kontrolløren tjekker naturligvis også, om det foder, dyrene får, er økologisk. Om sommeren er kontrollørens opmærksomhed rettet mod forholdene for dyrene ude på marken.

Kontrol er et øjebliksbillede. Derfor er der hele tiden fokus på, at det, landmanden fortæller og det, kontrolløren ser i mark og stald, stemmer overens.

Vidste du, at...

En ammetante er en ko, der går sammen med andre køers kalve, så de kan drikke mælk fra hende. 

Overtrædelser

I 2023 gennemførte Landbrugsstyrelsen (i dag Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø) 3898 kontrolbesøg. Der blev konstateret overtrædelse i 13,5 procent af de varslede kontrolbesøg og ved de uanmeldte kontrolbesøg var der overtrædelser i 16,7 procent af tilfældene. Langt de mest almindelige overtrædelser handler om bilagsovertrædelser. Det kan fx være mangelfulde logbøger for mark og husdyr, eller at landmanden mangler bilag, der kan dokumentere det, som er sket på gården.

 

”Når det gælder overtrædelser, er landmanden næsten altid i god tro og ikke ude på at overtræde reglerne bevidst” - Kontrollør 

Positiv respons på fejl

Der er også andre overtrædelser end manglende bilag. Engang i mellem er der også ting i forhold til dyrene, som smutter for landmanden. Det kan fx være, at køer ikke har nok strøelse i deres liggebåse eller tilstrækkelig adgang til frisk drikkevand.

Det er kontrollørens oplevelse, at landmænd typisk reagerer meget alvorligt, hvis de har gjort noget forkert i forhold til dyrene. I langt de fleste gange tager landmanden positivt imod at blive gjort opmærksom på sine fejl.

 

Svært helt at undgå fejl

Det er svært at undgå, at der opstår fejl engang i mellem. Der er rigtig mange regler, og derfor stor risiko for at komme til at overtræde nogle af dem. Landmænd har deres hovedfokus på at være dygtige i mark og stald, og derfor kan administrative opgaver nemt komme i anden række.

 

Sanktioner

Hvis kontrollørerne på deres kontrolbesøg oplever noget, de undrer sig over, registrerer de det og indstiller gården til et uanmeldt kontrolbesøg. Her vil det blive undersøgt, om der er problemer, eller om det blot var falsk alarm. Mindre overtrædelser af økologireglerne medfører en indskærpelse til landmanden om, at økologireglerne skal overholdes. Større eller gentagne fejl vil medføre en bøde, og i særlige tilfælde kan en politianmeldelse komme på tale.

Læs mere om økologikontrol på landbrug